Opskrifter på skønne roulader

Roulade er en nem kage, der passer perfekt til eftermiddagskaffen og kan laves hele året rundt. Der findes et hav af muligheder og varianter til rouladen, som gennem tiden har været populær blandt danskerne. Vi har samlet nogle af vores bedste opskrifter på lækre roulader.

Selvom rouladen som udgangspunkt er en simpel kagetype, er der et hav af mulighederne for at personliggøre rouladen, både hvad angår smag, udseende og med hensyn til sæson. Find inspiration til din hjemmelavede roulade lige her.

Hvis du har lyst til at nørde lidt, eller bare vil have et godt råd med på vejen, så kig forbi bunden af siden. Her deler vi vores bedste tips og svar på de spørgsmål, mange tit står med – og måske er det netop dét, der gør forskellen for en vellykket kreation.

 

Chokolade Roulade 3

Rouladens historie

Vi kender både roulade fra det salte og det søde køkken. Den søde roulade er en sand kageklassiker, der har eksisteret i flere hundrede år. I det victorianske England blev roulader en vigtig del af det fine dessertudbud. Rouladerne kunne fyldes med marmelade, frugt eller flødeskum og blev serveret ved tetid eller til selskaber.

Med tiden blev roulader mere og mere udbredte, og opskrifterne varierede afhængigt af de tilgængelige ingredienser og de kulinariske traditioner i forskellige lande.

Jordbærroulade Med Friske Bær 01

Sådan undgår du, at rouladen knækker

Det klassiske problem ved roulader er, når bunden revner – men det kan undgås med lidt teknik:

  • Pas på med at overbage bunden. Den skal være gennembagt, men stadig bøjelig.
  • Vend den ud straks efter bagning, og rul den evt. op i et rent viskestykke (uden fyld), mens den stadig er varm - så “husker” den formen.
  • Brug bagepapir eller lidt plastfilm under, når du ruller den med fyld, så den nemt kan formes.
  • Er bunden blevet for tør? Prøv at pensle med lidt sukkerlage, saft eller kompot, før du smører fyldet på.
Mandelroulade Med Friske Bær, Luksus Smørecreme Og Fondantblomster 02

Vælg det rigtige fyld

Roulader findes i mange varianter – og fyldet spiller en vigtig rolle for både smag og struktur:

  • Flødeskumsroulader er lette og friske. De er gode med bær, syltetøj eller frugt.
  • Fragilitérouladen med marengsbund og flødecreme er luftig og sødmefuld, perfekt til dessert.
  • Nogle klassiske kageroulader er med smørcreme – de er mere intense og holder lidt længere.
  • Is-roulader og marcipanroulader kan laves i god tid og opbevares i fryseren og er god på dessertbordet eller som en lille eftermiddagssnack. 

Vær opmærksom på, at fyldet ikke er for vådt - det kan gøre det svært at rulle, og bundene kan blive bløde.

Chokolade Roulade 5

Opbevaring og servering

Roulader kan ofte forberedes i god tid – her er lidt at holde øje med:

  • Roulader med flødeskum eller flødecreme skal opbevares i køleskab og spises inden for 1–2 dage.
  • Roulader med smørcreme, is eller marcipan holder længere og kan ofte fryses.
  • Fragilitérouladen opbevares koldt, men kan med fordel stå 10–15 minutter på køkkenbordet før servering, så cremen bliver blød og luftig. Denne har til fordel først at blive rullet lige inden servering. 
  • Pynt gerne lige før servering med bær, glasur eller flormelis – så ser den frisk og indbydende ud.