Klassisk æbletærte med mørdej 10
Drømmer du om at servere en æbletærte med wauw-effekt, så har vi opskriften lige her. Tærten består af en sprød mørdejsbund fyldt med saftig mazarinmasse. På toppen arrangeres tyndt skårede skiver af æbler i et smukt rosettemønster. Tærten kræver lidt mere tid og fingerfærdighed end andre æblekageklassikere, men resultatet er hele indsatsen værd. En elegant og klassik æbletærte, der både dufter og smager af dansk efterår. Server den gerne med let pisket flødeskum eller creme fraiche rørt med vanilje.
Ingredienser
Opskrift er beregnet til 10 personer
-
Mørdej
- 100 g Koldt Smør
- 150 g Hvedemel
- 50 g Sukker
- 0,50 Æg (svarer til 25 g sammenpisket æg)
-
Mazarinmasse
- 50 g Sukker
- 50 g Blødt Smør
- 1 Æg
-
Topping
- 6 stk. Store Madæbler
- 2 dl Vand
- 1 dl Sukker
Sådan gør du
Mørdej
- Smuldr det kolde smør i melet, og tilsæt sukkeret.
- Tilsæt ægget, og saml hurtigt dejen til den er ensartet og glat.
- Pak mørdejen ind i film og sæt den i køleskabet i min. 30 minutter.
- Rul den kolde mørdej ud til ca. 1/2 cm tykkelse, så den passer i en tærteform på ca. Ø24 cm.
Mazarinmasse
- Riv marcipanen på et rivejern.
- Pisk marcipanen og sukkeret godt sammen.
- Tilsæt først smørret lidt ad gangen, herefter ægget, og pisk massen godt sammen.
- Fordel mazarinmassen i tærteformen ovenpå den ubagte mørdej.
Æbletop
- Vask æblerne grundigt, og skær dem i halve. Fjern forsigtigt kernehuset, og læg de halve æbler med skærefladen nedad. Skær dem herefter i helt tynde skiver fra stilk til blomst, gerne på et mandolinjern for et ensartet resultat. Læg straks skiverne i koldt vand, så de ikke bliver brune.
- Læg de flotteste af æbleskiverne lagvis på mazarinmassen. Start rundt i kanten, bevæg dig indad og slut af med en flot roset i midten. Gem de frasorterede æbleskiver.
- Bag æbletærten ved 190 °C i ca. 30 min, til mørdejen er fin gylden.
- Kom de frasorterede æbleskiver i en gryde, og kog dem op med vand og sukker. Lad det småkoge i 10 min. Sigt æblerne fra og kog evt. videre på din æblesirup til den tykner let.
- Pensl den afkølede tærte med æblesiruppen inden servering.
Tip
Lad gerne mørdejen hvile på køl, det gør den nemmere at rulle ud og giver et bedre resultat. Og husk at arbejde effektivt med dejen, så smøren i dejen ikke bliver for varm. Dejen kan holde sig 1-2 uger i køleskabet og kan også fryses. Skal den bruges fra frost, så tag den op et par timer i forvejen, så den bliver medgørlig.
Find flere opskrifter på lækre tærter her.