Kage og dessert uden tilsat sukker
Hos Odense Marcipan elsker vi søde sager som dessert, kage og konfekt, men vi ved også, at nogle af jer – af forskellige årsager – fravælger sukker.
Er du en af dem, der har valgt at begrænse dit indtag af sukker, skal du ikke snydes for vores lækre kager og skønne desserter. Vi har en række lækre opskrifter på både kage, dessert og julekonfekt, som alle er uden tilsat sukker.
Find et lille udvalg af vores bedste kageopskrifter uden tilsat sukker nederst på siden, som alle er lavet på vores gode marcipan uden tilsat sukker.
Her på siden kan du også læse mere om kage og dessert uden tilsat sukker – og du kan blive klogere på forskellen mellem sukkerfri og uden tilsat sukker.
Fuldkorn
Ifølge Fødevarestyrelsen skal vi blive bedre til at vælge fuldkorn i vores madvarer. Fuldkorn er super godt, dels fordi det indeholder mange vitaminer, mineraler og kostfibre, og dels fordi det mætter mere, og derfor får os til at spise mindre. Fuldkorn er også godt for fordøjelsen og så kan en fuldkornsbaseret kost være med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes samt forskellige typer af kræft.
Der er altså ingen tvivl om, at fuldkorn er sundt, men hvordan får vi flettet fuldkorn ind i vores hverdag, hvor der helst også skal være plads til nydelse? Fødevarestyrelsen giver et tip i forbindelse med kostrådet om fuldkorn; Brug fuldkorn, hvis du bager selv. Derfor har vi udviklet opskrifter, hvor vi har skiftet det almindelige hvedemel ud med fuldkornsmel, så du kan nyde vores lækre produkter og samtidig nå tættere på det anbefalede indtag af 75 g. fuldkorn om dagen.
Blåbærmuffins med chokolade og marcipan uden tilsat sukker
Disse blåbærmuffins er super lækre og helt uden tilsat sukker. Vi har brugt vores marcipan uden tilsat sukker, som dog indeholder en smule sødemiddel, og ellers er kagerne sødet med ingredienser, der har et naturligt indhold af sukker, f.eks. en banan, dadler og blåbær.
Så hvis du mangler inspiration til din næste weekendkage eller brunch-dessert og gerne vil skære ned på sukkerindtaget, så må du prøve dem her.
Mindre sukker
Sukker er ikke skidt for kroppen i sig selv, men det kan tage pladsen for sund mad og gøre det svært for os at få de vitaminer og mineraler, som kroppen har brug for, derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at vi spiser mindre sukker.
Hvorvidt sukker er sundt eller usundt afhænger bl.a. af hvor store mængder sukker man indtager, over hvor lang en periode, og hvad man ellers indtager. Man behøver derfor ikke, af sundhedsmæssige årsager, at skære sukker helt ud af sin kost, men rådet er at skære ned på det.
Vi vil gerne imødekomme Fødevarestyrelsens kostråd og har derfor udviklet en række opskrifter med reduceret sukkerindhold.
Kransekagetoppe uden tilsat sukker
Kransekage kan spises året rundt, og man kan sagtens lave kransekage uden sukker, så hvad venter du på?
Vi elsker kransekage og hvis Fødevarestyrelsen anbefaler at vi spiser mindre sukker, jamen så laver vi det da bare uden at tilsætte ekstra sukker. De her små kransekagetoppe smager helt fantastisk, og de indeholder kun det sukker, som der naturligt er i mandlerne. Så vi skærer ned på sukkerindholdet uden at skære ned på nydelsen. Win-win!
Kalorielet
Kalorier er en måde at måle energi på. Al den mad, vi indtager, giver energi til kroppen, og vores kroppe har brug for denne energi for at kunne tænke, bevæge sig og holde os raske. Energi, og dermed kalorier, er altså en god ting, som kroppen har brug for, men vi kan også få for meget, hvilket gør, at vi tager på i vægt.
Kalorier kan komme fra forskellige næringsstoffer, f.eks. fra fedt, kulhydrater (bl.a. sukker), protein og alkohol. Når du ser mærkningen ”kalorielet”, vil det typisk være fordi, der er skåret ned på enten fedt eller sukker i forhold til det oprindelige produkt eller opskrift.
Vi synes ikke, at du skal undvære nydelsen ved søde sager, bare fordi du har valgt at skære ned på kalorierne i din kost, så derfor har vi udviklet en række kalorielette opskrifter.
Æbletrifli uden tilsat sukker
Vores æbletrifli uden tilsat sukker er til dig, der ønsker et sundere alternativ til en lækker trifli-dessert. Vi har erstattet Original ODENSE Marcipan med ODENSE Marcipan uden tilsat sukker, men desserten er stadig lige så lækker!
Kalorielet frugtcrumble
Denne opskrift på frugtcrumble er kalorielet, fordi vi har skåret ned på indholdet af både fedt og sukker, men det er ikke det eneste plus ved opskriften. Desserten er nemlig også virkelig nem og så tager det kun 25 min. at lave en portion til 10 personer.
Så uanset om du vil skære ned på dit kalorieindtag eller ej, skal du ikke snydes for nydelsen ved en lækker dessert.