De lækreste cheesecake opskrifter

Mange tror, at cheesecake oprindeligt kommer fra USA, men kagen blev opfundet i oldtidens Grækenland. Senere hen har mange lande taget kagen til sig, og lavet sin egen udgave af cheesecaken.

Kagen består hovedsageligt af to lag: en bund af kiks og et tykt lag ostecreme.

De fleste bruger den samme bund, bestående af kiks og smør. Ostecremen varierer fra land til land, for eksempel laves ostecremen af ricotta i Italien og af flødeost i USA.

USA opfandt den rå cheesecake, der ikke skal bages, som er meget populær i dag.

Den danske udgave af cheesecaken minder meget om den amerikanske: Oftest er den ikke bagt, og der bruges flødeost til ostecremen. På toppen pyntes den oftest med et tyndt lag frugtgelé, som giver kagen et flot udtryk.

Odense Marcipan har udviklet fire gode opskrifter på cheesecake, du kan bruge som inspiration til din opskrift. Alle bundene i opskrifterne har marcipan i, som giver din cheesecake ekstra smag og god konsistens.

Rabarber cheesecake

Hvis det er første gang, du skal lave dine egen cheesecake, så skal du prøve Odense Marcipans opskrift på rabarber cheesecake. Kagen er meget traditionel i smag og udseende, og så er det en cheesecake, der skal bages.  

Bunden består af marcipan og kiks, som giver kagen lidt knas og sprødhed til den cremede og tykke ostecreme.


Ostecremen er lavet af flødeost med masser af friske vaniljekorn, som giver kagen en sød og mild smag.

På toppen pyntes med en frugtgelé, som er kogt ind på friske rabarber. Den røde farve er super flot til den hvide ostecreme, og den røde rabarbergelé giver cheesecaken et romantisk udtryk. Pynt den med et flot hjerte af fondant eller lyserød marcipan med jordbærsmag og servér kagen for din mor, kæreste eller ægtefælle.

Rabarber cheesecaken er klassisk, og smagen af den syrlige rabarber spiller godt op imod den søde vanilje ostecreme og salte kiksebund. Den er et sikkert hit!

Bær cheesecake med marcipannøddebund

Vil du gerne imponere gæsterne med en uimodståelig dessert? Så skal du prøve opskriften på denne rå, bær cheesecake. Kagen har en himmelsk smag, og så er den meget elegant pyntet.

Den søde og salte bund af kiks, marcipan, mørk chokolade, hasselnødder og mandler, passer perfekt sammen med den cremede ostecreme med citronsaft. Ostecremen kan laves på enten flødeost eller italiensk mascarpone.

Hindbærgeléen og de friske bær giver kagen et friskt pust og et flot udseende. Til denne cheesecake har vi brugt en firkantet kageform, som giver cheesecaken lidt ekstra kant, men du kan også vælge at lave den i en klassisk kagering.

Lemoncurd cheesecake med et twist

Er du til en helt utraditionel, moderne og nytænkende cheesecake, så skal du prøve denne opskrift! Lemoncurd ice-cheesecake har et tykt lag af is blandet med lemoncurd i stedet for ostecreme. Det giver kagen en frisk og lækker smag med en dejlig cremet konsistens.

Bunden består af kiks og marcipan, og så er der tilføjet smeltet hvid chokolade for at give den et twist.

Den hjemmelavede is blandes op med lemoncurd og stilles på køl. Isen skal ikke røres på en ismaskine, men tilberedes ligesom en klassisk parfait.

Cheesecaken med lemoncurd er perfekt at servere på en varm sommeraften! 

Hindbær cheesecake

Hvis der er en pigeaften lige om hjørnet, så skal du prøve at lave denne skønne, lyserøde hindbær cheesecake. Kagen ser bedårende ud med lyserød ostecreme, friske hindbær og revet hvid chokolade på toppen.

Ostecremen består af flødeost, piskefløde og cremefraiche. Det giver den en ekstra tyk og cremet konsistens. Med den marmorerede hindbær puré får kagen et helt unikt udseende.

Cheesecaken skal ikke bages og bør serveres iskold. Du kan derfor fint forberede kagen dagen før og servere den direkte fra køleskabet! 

Sæt dit eget præg på cheesecaken

Har du mod på at sætte dit helt eget præg på den klassiske cheesecake, kan du bruge disse opskrifter som inspiration.

Bunden kan eksempelvis blandes op med lys eller mørk chokolade, for at give kagen et twist. Du kan også blande ristede nødder i, som giver cheesecaken lidt ekstra bid.

Ostecremen kan blandes op med bær eller skiftes ud med en iskold iscreme. Smagen kan også komme fra smeltet hvid chokolade, hvis du har en ekstra sød tand.

Frugtgeléen kan koges op af dine yndlingsbær, eller du kan vælge dem på baggrund af sæsonens bær, som ofte giver cheesecaken en ekstra frisk smag, end når der anvendes frosne bær.

Da vi ofte spiser med øjnene, er pynten mindst lige så vigtigt som smagen, og det er kun fantasien, der sætter grænser her! Find inspiration på den søde skole til flot pynt og svære teknikker med marcipan, fondant og chokolade.