Sådan fik vi marcipanen

sådan fik vi marcipanen - Carl Larsen 1909
Se også de historiske opskrifter...

Hvem opfandt marcipanen?

Fremstilling af marcipan kræver stor omhu. Der går mange historier om, hvordan marcipanen blev til. Nogle er af tvivlsom karakter, men sjove er de. Du får dem her:

Marcipanens italienske aner
Det nøjagtige tidspunkt for marcipanens opdagelse og navnets oprindelse er ikke helt opklaret. Samtidig har det historisk været almindeligt med forskellige slags marcipan.

Marcipanen stammer sandsynligvis fra Italien, men hvornår den kom til Danmark er svært at fastslå. Nogen mener, at handelsfolk tog den med over Alperne for ca. 500 år siden. I hvert fald var marcipan allerede i begyndelsen af det 16. århundrede meget brugt. En ordbog fra 1521 betegner marcipan som panis Marcius.

Bagerdatters fadæse
I Italien lyder det, at en veneziansk bagerdatter engang i middelalderen skulle hjælpe sin far med at komme et mindre parti skoldede og hakkede mandler i en stor kagedej. Pigen var forelsket og gik i sine egne tanker. Hun brugte derfor alt for mange mandler til en alt for lille portion dej.

Hendes far blev rasende, da han opdagede fejlen og skældte voldsomt ud over fråseriet. Mens han skændte og gestikulerede, puttede han et stykke af den famøse dej i munden - og blev pludselig eftertænksom. Aldrig havde han smagt noget så lækkert.

Den rå dej blev skåret i småstykker og solgt med stor succes. Marcipanbrødet havde set dagens lys. Bageren kaldte dem Marcusbrød efter byens skytshelgen Sct. Marcus - på latin blev det til marcipani.

Franz Marcip og marcipanfabrikken
I Tyskland lyder historien, at en tysk kok har æren for at fremstille den første marcipan. I det 17. århundrede var han ansat hos en rigmand, der, til en særlig fornem festdag, bad kokken om at fremstille en lækker dessert.

Kokken var en opfindsom herre og satte køkkenets kokkedrenge til at skolde og hakke mandler i massevis. Herefter tilsatte kokken en smule sukker, så han fik en slags dej ud af det. Den blev skåret i fine småstykker, der gjorde stor lykke ved festen. Kokken hed Franz Marcip og opkaldte desserten efter sig selv. På sine gamle dage vendte han hjem til sin fødeby Lübeck og startede en marcipanfabrik.

Den forbudte dåbsgave
I en bekendtgørelse fra byen Leipzig - året 1701 - hedder det, at enhver skal kunne vælge mellem at give enten marcipan eller kage i dåbsgave. Selv mellem de helt velhavende folk, som blev udpeget som gudfader eller -moder, måtte en marcipan-gave ikke koste over 2 rigsdaler og ingen kagegave koste over 1 rigsdaler.
I håndværkskredse og hos den lavere befolkning blev det simpelthen forbudt at købe marcipan, da det var alt for kostbart for dem.