Thomas Pasfall Den anerkendte kok Thomas Pasfall har med entusiasme og kreativitet skabt en serie nye spændende desserter for tilberedning på grill. Opskrifterne er nemme og hurtige at forberede, og de fleste af desserterne tilberedes direkte på åben grill. Den direkte tilberedning er hurtigere og giver en mere udpræget grillsmag.
Thomas Pasfall fortæller... "Det har været kanon spændende at udvikle de nye grillopskrifter og på denne måde være med til at komme med nye tanker og ideer, om hvordan desserterne kan være en del af grilloplevelserne. Jeg har især valgt at kombinere friskheden og syren i forskellige frugter med sødmen fra ingredienser som marcipan, nødder og chokolade" - fortæller Thomas Pasfall fra Munkebo Kro.
Her spiser og bor man fantastisk godt Munkebo Kro er smukt beliggende på Nordøstfyn med udsigt over vandet. Det renoverede og velbesøgte hotel er i dag et lille luksuriøst 4-stjernet hotel med pragtfuld udsigt over vandet, en gourmet restaurant, en stemningsfyldt vinkælder, et Kafferi samt moderne og komfortable konference- og selskabslokaler i forskellige størrelser. Kroens absolutte omdrejningspunkt er restauranten, hvor Thomas Pasfall og hans team sørger for gourmetoplevelser ud over det sædvanlige. Thomas Pasfall har med dyb passion for både den klassiske og den moderne madkunst for længst bragt Munkebo Kro på det gastronomiske landkort som en af Danmarks bedste restauranter.